Virksomheder på sociale medier: sådan opnår du succes i Danmark
Vi ser på, hvordan din virksomhed kan bruge sociale medier, og hvilke kanaler du bør overveje.
Er din virksomhed aktiv på sociale medier? Hvis ikke, bør du overveje, om det er på tide at oprette en virksomhedskonto eller måske fyre op under den, du allerede har. Ifølge Dansk Statistik er hele 91% af danskere i aldersgruppen 16-74-årige nemlig på Sociale medier. Det svarer til ca. 4 millioner personer, hvoraf mange er dine potentielle kunder. Derfor kan de sociale medier hjælpe dig med at nå ud til din målgruppe, der hvor de tilbringer en stor del af deres tid.
I denne artikel ser vi nærmere på, hvordan danske virksomheder kan bruge sociale medier som en del af en effektiv marketingstrategi. Vi gennemgår både betalt og organisk markedsføring på sociale medier og zoomer ind på de vigtigste platforme..
Byg en hjemmeside, du kan være stolt af
Opret en professionel hjemmeside med vores smarte, brugervenlige hjemmesideprogram.
Prøv det gratis i 14 dage- Vælg mellem 140+ skabeloner
- Ingen kodningsfærdigheder er påkrævet
- Gå online med nogle få klik
- Gratis SSL-certifikat
- Mobilvenlig version
- 24/7 support
Hvorfor er sociale medier vigtige for virksomheder?
Sociale medier kan spille en afgørende rolle for virksomheder på flere forskellige måder. Her er nogle af de vigtigste grunde til, at din virksomhed bør være aktiv på sociale medier:
Bedre synlighed hos målgruppen
Sociale medier giver din virksomhed mulighed for at interagere med målgruppen oftere. Ved at oprette en virksomhedskonto på sociale medier, sikrer du, at du er synlig, der hvor din målgruppe er aktiv. Det vil øge dine chancer for at dukke op på skærmen hos de personer, der kan tænkes at være interesserede i det, din virksomhed tilbyder.
Øget engagement
De sociale platforme gør det nemmere for din virksomhed at engagere målgruppen. Her handler det ikke blot om at dele opdateringer om din virksomhed eller underholdende opslag, men også om at give målgruppen mulighed for at stifte bekendtskab med din virksomhed og dit brand.
Mange virksomheder har desuden succes med at kommunikere direkte med kunder via sociale medier; fx ved at besvare spørgsmål, dele opdateringer, og skabe en følelse af fællesskab på platformen.
De virksomheder, der klarer sig bedst på sociale medier, skaber indhold, der engagerer publikum, fordi det er værd at snakke om, diskutere og interagere med.
Billig markedsføring
Virksomheder, der lykkes med at fange målgruppens opmærksomhed på sociale medier, får typisk meget for de penge, eller den tid, de har investeret i aktiviteten på platformen.
Selvom det er muligt at oprette betalte annoncer på sociale medier, er det almindeligvis helt gratis at oprette en konto og dele organiske opslag. Det gør markedsføring på sociale medier til en både effektiv og budgetvenlig strategi, der kan bruges af enhver virksomhed.
Højere konverteringsrater
Med en solid SoMe-strategi og indhold, der fanger målgruppens opmærksomhed, øger du chancerne for at tiltrække potentielle kunder. Når din virksomhed er synlig på deres foretrukne platforme, er der stor sandsynlighed for, at de opdager din virksomhed, følger din konto, og på længere sigt får lyst til at købe dine produkter eller tjenester.
Eksempler på danske virksomheder, der gør det godt på sociale medier
Som vi har gennemgået, kan en tilstedeværelse på sociale medier styrke din virksomheds markedsføringsstrategi på mange måder. Nedenfor ser vi på tre danske virksomheder, der er virkelig gode til at bruge de sociale medier til deres fordel.
Arla
Det danske mejeri Arla bruger Instagram til at vise deres produkter, dele opskrifter og invitere til events, som fx pizza workshops. Arla har desuden en separat Instagram-konto, hvor de deler opslag om hverdagen bag kulisserne, både på kontoret, på mejerierne og ude blandt køerne på de forskellige bondegårde, der leverer mælken til Arlas produkter. Dette giver virksomheden mulighed for at skabe en stærkere forbindelse til deres publikum – og give dem et glimt af livet for dem, der arbejder på mejerierne.
Deres produktfokuserede indlæg med opskrifter, gør det desuden mere sandsynligt, at forbrugere husker de enkelte produkter, når de suser rundt i et supermarked med en indkøbsvogn.
Nordea
Banken Nordea bruger sociale medier til at dele opslag med informative opdateringer om kundefordele, give tips om økonomiske beslutninger og hvordan man undgår svindel. De afholder også konkurrencer, fremhæver deres kampagner og meget mere. Ved hjælp af denne indsats når de ud til et bredt publikum, samtidig med at de giver brugbare råd, der styrker deres autoritet og viser deres ekspertise.
Mad og kaffe
Mad og kaffe, en lille restaurantkæde i København, er et andet eksempel på en virksomhed, der har haft succes med at bruge sociale medier til at engagere sit publikum. De deler appetitvækkende billeder af lækre retter, stemningsbilleder fra deres fire restauranter, og giver også af og til følgerne et glimt bag kulisserne.
Vores eksempler viser, at det er fuldt muligt at lykkes med SoMe-markedsføring, uanset hvilken virksomhed, du har. Nedenfor ser vi nærmere på, hvordan din virksomhed bedst opnår gode resultater på sociale medier og på populære platforme, du kan overveje.
Sådan kan din virksomhed bruge sociale medier
Som vi har set i eksemplerne, kan virksomheder bruge sociale medier på mange måder. Måske har du allerede en masse gode idéer til, hvad din virksomhed kan dele på forskellige sociale platforme? Nedenfor ser vi på en række forskellige muligheder, der kan hjælpe din virksomhed med at etablere en stærk tilstedeværelse på sociale medier.
Betalt markedsføring på sociale medier
Du kan oprette betalte markedsføringskampagner på de fleste sociale medier. Her er det muligt at målrette dine annoncer, så de kun vises til en bestemt målgruppe. Du kan også vælge, om brugere, der klikker på din annonce, skal sendes videre til forsiden på din hjemmeside eller en bestemt landingsside.
Hvis du vil vide mere om dette, kan du læse vores artikel om markedsføring på sociale medier.
Organisk markedsføring på sociale medier
Organisk markedsføring er strategier, hvor du ikke betaler for at annoncere på sociale medier. Det første skridt på vejen til at komme i gang med organisk markedsføring, er at oprette en virksomhedskonto på en social platform.
Selvom strategier til de forskellige platforme adskiller sig lidt, involverer organisk markedsføring almindeligvis deling af billeder, videoer eller tekst, der har til formål at promovere din virksomhed eller opbygge dit brand.
Vi ser snart nærmere på, hvordan man gør dette systematisk, men et godt udgangspunkt for opslag på sociale medier er at præsentere dit team, give dit publikum et glimt bag kulisserne og fremhæve de produkter og tjenester, din virksomhed tilbyder, på en underholdende eller interessant måde.
Find din målgruppe
Få at opnå den bedste effekt med dine aktiviteter på sociale medier, er det afgørende, at du forstår din virksomheds målgruppe. Når du ved, hvem du prøver at nå ud til, kan du vælge den rette platform og skabe målrettet indhold, der har større chancer for at fange deres interesse. For eksempel ville det ikke give så meget mening at bruge tid og kræfter på at opbygge en tilstedeværelse på Instagram, hvis din målgruppe primært bruger YouTube eller LinkedIn.
Hvis du allerede har fundet din målgruppe og lavet personaer baseret på dem, kan du tage udgangspunkt i information om dem, når du vælger platforme og planlægger indhold. Hvis ikke, kan du læse vores artikel Find din virksomheds målgruppe
Tag udgangspunkt i din virksomheds identitet
Når du markedsfører din virksomhed på sociale medier, bør du overveje følgende, for at sikre, at du forbliver tro mod din brandidentitet:
- Hvad gør din virksomhed unik?
- Hvilke elementer bruger du på din hjemmeside eller i din webshop?
- Hvilken tone of voice kendetegner din virksomhed?
Det skal være nemt for målgruppen at genkende din virksomhed på tværs af alle platforme – uanset om de ser på et billede, en video, læser en e-mail eller besøger din hjemmeside.
Eksperimenter med indholdet
Selvom det er vigtigt, at dit indhold spejler og styrker dit brands identitet, er der oftest meget at vinde ved at eksperimentere med forskellige typer indhold. Ved at prøve dig frem, vil du efterhånden få en god fornemmelse af, hvad der rammer plet hos målgruppen. Det kan fx være, at din artikel klarer sig bedre på LinkedIn end, du regnede med, selvom du havde forventet, at en sjov video på TikTok ville blive mere populær hos målgruppen.
Det kan også være, at du bliver overrasket over, hvor mange, der klikker sig videre til din virksomhedsblog for at læse indlægget, du har promoveret i et opslag. De fleste sociale medie-platforme viser detaljeret statistik over dine opslags performance, når du har en virksomhedskonto. Ved at dykke ned i dem, kan du få indsigt, der vil hjælpe dig med at finpudse din SoMe-strategi fremadrettet
Sammensæt en god SoMe-strategi
Du behøver ikke at bruge en masse tid og ressourcer på at opbygge din virksomheds tilstedeværelse på sociale medier. Det kan dog godt betale sig at starte med en gennemtænkt plan. Overvej følgende:
- Hvad vil jeg opnå på denne platform?
- Hvordan kan jeg nå ud til min målgruppe?
- Hvor ofte skal vi dele opslag – hvad har vi tid til?
- Hvordan kan vi vise vores virksomhed og produkter/tjenester på en underholdende og troværdig måde, der styrker vores brand?
Det kan også være en stor hjælp at gennemføre en konkurrentanalyse, når du skal sammensætte en solid SoMe-strategi. Det giver dig mulighed for at finde ud af, hvordan dine konkurrenter tackler de sociale medier. På den måde kan du opdage nye muligheder og planlægge indhold, dine konkurrenter har glemt at tænke på.
Det er naturligvis også tilladt at lade sig inspirere af konkurrenter, der gør det rigtig godt. Kig på deres opslag, likes, kommentarer og følgere, for at afgøre, hvad der har fungeret godt eller mindre godt for dem. Herefter kan du sammensætte din egen unikke strategi, der spejler din virksomheds identitet og passer til din målgruppe.
Hvis du vil have tips til, hvordan du bedst planlægger og organiserer publiceringen af dit indhold, kan du læse vores artikel Hvad er en contentplan?
Forbind dine sociale medier til din hjemmeside
Din aktivitet på sociale medier kan også hjælpe dig med at tiltrække trafik til din hjemmeside. Fx kan du dele opslag om produkter i din webshop, linke til en detaljeret beskrivelse af din tjeneste på din hjemmeside, eller dele korte uddrag af en længere artikel fra din blog.
Mange sociale kanaler lader dig tilføje et link til din hjemmeside på din profil. Det gør det nemt for potentielle kunder at lære mere om din virksomhed, eller måske endda gennemføre et køb. Omvendt kan du, ved at tilføje sociale-deleknapper til din hjemmeside, sikre at besøgende nemt kan følge dig på sociale medier.
Forskellige sociale kanaler til din virksomhed
Vi har været omkring de ting, der er vigtigst at overveje, når du skal i gang med at markedsføre din virksomhed på sociale medier. Nu ser vi nærmere på de mest populære sociale kanaler i Danmark. Vi har lavet en kort oversigt over hver kanal, hvor vi sætter fokus på det, der er vigtigst for dig og din virksomhed, når du skal vælge, hvilke platforme, du vil bruge. Oversigten er baseret på data fra Danmarks Statistik.
Din bedrift på Facebook
Facebook var platformen, der banede vejen for de fleste aktiviteter på sociale medier. Selvom mange nye platforme er dukket op siden Facebook så dagens lys, er det stadig den mest brugte platform i Danmark. Den er særligt populær blandt personer over 30, selvom antallet af yngre brugere er dalet noget de seneste år.
Facebook er en alsidig social kanal, hvor brugere er vant til at støde på en bred vifte af indhold. Videoopslag har været blandt de mest populære de seneste år, men det er alligevel fortsat en platform, hvor du fint kan eksperimentere med tekst, billeder, meningsmålinger, og andre typer opslag.
Sådan skaber du en god virksomhedsprofil på Facebook
- Følg Facebooks retningslinjer for virksomhedsprofiler. Brug et tydeligt logo, udfyld nødvendig information, og tilføj yderligere detaljer såsom åbningstider, kontaktinformation, og link til din hjemmeside.
- Eksperimenter med indhold. Fordi Facebook er en alsidig platform, er den ideel, hvis du vil eksperimentere med forskellige typer indhold. Del nyheder om din virksomhed og tips der er relevante for din målgruppe, eller lad dine kunder smugkigge bag kulisserne i din virksomhed. Du kan også dele videoindhold. Glem ikke at holde øje med performance i analyseværktøjet.
- Vær aktiv. Besvar kommentarer hurtigst muligt, skriv kommentarer på relevante opslag, og tag gerne imod henvendelser via Facebook Chat eller Messenger. Brugere forventer at kunne komme i kontakt med virksomheder på sociale medier, særligt hvis de kan se, at profilen er aktiv.
Din virksomhed på Instagram
Instagram var til at begynde med en platform, hvor der primært var fokus på billeder, men i dag er der større fokus på videoindhold. Det er en kanal, hvor kreativitet og visuel storytelling er omdrejningspunktet.
Instagram brugere forventer typisk at se visuelt appellerende og kreativt indhold, der er designet til at fremkalde en stemning. En skobutik, der vil markedsføre et par pæne lædersko til julefrokosten, kan fx vise skoene i julepyntede omgivelser med glitrende julelys, gran og en baggrund beklædt med rød eller grøn satin. Eller ved at dele et opslag, med en festklædt person, der poserer med skoene på. Instagram-brugere sætter også pris på autentiske øjeblikke fra hverdagen, og derfor er det ikke altid nødvendigt at skrue helt op for kreativiteten. .
Sådan skaber du en god virksomhedsprofil på Instagram
- Vælg en virksomhedskonto. På Instagram kan der oprettes både personlige profiler og virksomhedsprofiler. En professionel virksomhedsprofil giver dig mere indsigt i dine opslags performance, hvilket er afgørende for din markedsføringsstrategi.
- Opdater din virksomhedsprofil. Brug et tydeligt logo og skriv en præcis beskrivelse af din virksomhed. På Instagram er det bedre at vise end at fortælle. En beskrivelse på 1 til 2 sætninger er derfor mere end nok.
- Hav fokus på kvalitet. Instagram er en platform, der inviterer til kreativitet. Eksperimenter med forskellige visuelle udtryk og med at præsentere dine produkter på visuelt appellerende måder.
- Eksperimenter med formater. På Instagram kan du dele almindelige opslag, stories og reels. Prøv dig frem med at kombinere de forskellige formater for at finde ud af, hvordan du bedst kan bruge dem til din fordel.
Din virksomhed på Snapchat
Snapchats popularitet er øget markant de seneste år. I starten var det en platform, hvor brugere kunne dele billeder, videoer, og beskeder, der forsvandt i løbet af kort tid, men også denne platform har udviklet sig.
Med introduktionen af ”Discover”-funktionen kan virksomheder og influencers oprette offentlige profiler, hvilket gør Snapchat til en interessant mulighed for markedsføring. Brugere kan følge virksomheder og influencers for at se deres delte indhold, som også kan vises i sektionen “Discover”, selvom de ikke allerede følger dem.
Derudover kan virksomheder blive synlige på Snapchats eget kort “Snapmap”, hvilket betyder, at brugerne også kan finde virksomheden og deres aktive opslag, ved at kigge på kortet. Det giver gode muligheder for at øge den lokale markedsføring.
Sådan skaber du en god virksomhedsprofil på Snapchat
- Forbind din virksomhedsprofil til Snapchat Business Manager. Det giver dig flere markedsføringsmuligheder.
- Vær uformel, sjov og autentisk. Snapchats brugere forventer at se afslappet og autentisk indhold. Del øjeblikke fra hverdagen i din virksomhed, korte, sjove historier, selfies og andre billeder.
- Eksperimenter med formater. Prøv dig frem med de forskellige Snapchat-funktioner såsom Stories, meningsmålinger, spørgsmål, AR-linser og geofiltre.
Byg en hjemmeside, du kan være stolt af
Opret en professionel hjemmeside med vores smarte, brugervenlige hjemmesideprogram.
Prøv det gratis i 14 dage- Vælg mellem 140+ skabeloner
- Ingen kodningsfærdigheder er påkrævet
- Gå online med nogle få klik
- Gratis SSL-certifikat
- Mobilvenlig version
- 24/7 support
Din virksomhed på LinkedIn
LinkedIn adskiller sig en del fra de andre sociale platforme, vi har set på. Her er fokus professionelle netværk. I Danmark er det blevet mere og mere almindeligt, at man linker til sin LinkedIn-profil i stedet for at vedhæfte et CV, når man sender en jobansøgning, fordi informationen på profilen typisk er den samme, som den man inkluderer på sit CV.
I Danmark er LinkedIn mest brugt af personer i aldersgruppen 25 år og opefter, der prioriterer karriere, erhvervslivet og faglig udvikling, Mange mennesker tænker på LinkedIn som en platform til at promovere sig selv og finde job, men det er også blevet en kanal, hvor medarbejderne tjekker ind for at se, hvad der sker i erhvervslivet og for at få faglige opdateringer.
Mange B2B-virksomheder har stor succes med at bruge LinkedIn. Platformens brugere forventer informativt og inspirerende indhold og er typisk modtagelige for lærerig information..
Sådan skaber du en god virksomhedsprofil på LinkedIn
- Udforsk LinkedIns værktøjer. LinkedIn har et annonceværktøj, rekrutteringsværktøjer, og LinkedIn Showcase Pages, hvor din virksomhed kan promovere specifikke tjenester eller produkter.
- Del din ekspertise. Din virksomhed og dit team ligger sandsynligvis inde med en masse værdifuld og brancherelevant information. Ved at dele tips, guides og interessante fakta i et inspirerende format, kan du engagere dit publikum på LinkedIn.
- Fremhæv virksomhedskultur. LinkedIn er også et godt sted at fremhæve din virksomheds arbejdsmiljø. Del billeder og videoer fra events, aktiviteter, eller hverdagsøjeblikke på kontoret.
- Vær engageret. LinkedIn-brugere forventer, at virksomhedsprofiler er aktive. Kommenter på relevante opslag, og sørg for at besvare alle kommentarer på din virksomheds opslag. Hvis en kommentar ikke kræver et svar, kan det ofte være nok med et like eller en reaktion.
Andre sociale kanaler til din virksomhed
Nu har vi været omkring de fire mest populære sociale kanaler for virksomheder i Danmark. Hvorvidt en bestemt kanal er den rigtige for din virksomhed, afhænger af, hvilken målgruppe, du ønsker at nå, og hvilke produkter og services din virksomhed sælger. Her er nogle andre kanaler, der også kan være værd at overveje:
- TikTok: En platform med gode muligheder for at nå en yngre målgruppe med kreativt og underholdende indhold.
- YouTube: Teknisk set ikke en social platform, men alligevel en effektiv markedsføringskanal for virksomheder, der har mulighed for at skabe godt videoindhold. YouTube egner sig perfekt til tutorials, fremvisning af produkter, og storytelling.
- Pinterest: Perfekt for virksomheder, der har fokus på det visuelle. Pinterest er en fremragende platform til flotte, inspirerende billeder, særligt indenfor mad, mode, hobbyer, og DIY.
- X: Tidligere Twitter, egner sig bedst til deling af nyheder, kundeservice, og deltagelse i brancherelaterede diskussioner.
Vær synlig for målgruppen på sociale medier
Sociale medier er en gylden mulighed for at markedsføre din virksomhed. Udrustet med en solid SoMe-strategi, har din virksomhed gode muligheder for at opnå succes på de enkelte kanaler.
Glem ikke at lave en grundig analyse af din målgruppe for at finde ud af, hvilke kanaler de egentlig er på, og kast dig endelig ud i at eksperimentere med indhold og forskellige muligheder på kanalerne. Lad dig inspirere af andre, men husk også altid at være tro mod din virksomheds identitet og tone of voice. Held og lykke!