Domæne E-mail & Office Hjemmeside WordPress Hosting VPS
Tilbage
.com
$ 9.99 $ 26.99 /1. år
.one
$ 4.99 $ 16.99 /1. år
Tilbage
Log ind
Kontrolpanel Webmail Hjemmesideprogram Webshop File Manager WordPress

Sådan laver du søgeordsanalyse: en komplet begynderguide 2024

Bliv vist øverst i søgeresultaterne med søgeord, der både rammer din målgruppe og Googles algoritmer

Forestil dig, at du netop har lanceret din hjemmeside og skrevet en masse godt indhold. Men der mangler noget… besøgende! Uden de rigtige søgeord risikerer du nemlig, at din side forbliver usynlig. Det er her søgeordsanalyse kommer ind i billedet. Velvalgte søgeord fungerer som vejskilte, der leder dit publikum til din hjemmeside. Her handler det ikke kun om at vælge populære ord og fraser, men om at forstå målgruppens behov, og hvordan de søger online.

I denne guide gennemgår vi søgeordsanalyse trin-for-trin, så du kan begynde at tiltrække trafik til din hjemmeside – uanset om du ejer en lille virksomhed, tilbyder B2B-løsninger, er freelancer eller blogger.

Byg en hjemmeside, du kan være stolt af

Byg en hjemmeside, du kan være stolt af

Opret en professionel hjemmeside med vores smarte, brugervenlige hjemmesideprogram.

Prøv det gratis i 14 dage
  • Vælg mellem 140+ skabeloner
  • Ingen kodningsfærdigheder er påkrævet
  • Gå online med nogle få klik
  • Gratis SSL-certifikat
  • Mobilvenlig version
  • 24/7 support

Hvad er søgeordsanalyse?

Søgeordsanalyse er et kerneelement i søgemaskineoptimering (SEO). Målet er at finde de ord og fraser, folk skriver i søgemaskinernes søgefelter, når de er på jagt efter produkter, tjenester eller information online. Når du har fundet disse søgeord, kan du tilpasse indholdet på din hjemmeside, så det stemmer overens med det, dine potentielle kunder søger efter..

Hvorfor er søgeordsanalyse vigtigt?

Søgeordsanalyse er vigtigt, fordi de søgeord, du optimerer dit indhold med, gør det muligt for besøgende og potentielle kunder at finde din hjemmeside. Forestil dig en restaurant, der lige er åbnet i en lille sidegade. Restauranten sætter reklameskilte op i en by, der er 100 km væk. Derfor er der ingen af de lokale, der opdager, at restauranten er åbnet. Heller ikke selvom kokken laver fantastisk lækker mad. Det er måske et lidt søgt eksempel, men det illustrerer alligevel, at uden de rigtige søgeord, kan du risikere, at der ikke er nogen der opdager, at du har lanceret en spændende hjemmeside eller startet en webshop.

Større chancer for at din hjemmeside bliver opdaget

Google behandler mere end 8,5 milliarder søgninger om dagen. Søgeordsanalyse er afgørende, hvis du vil være blandt de resultater, der vises øverst i nogle af disse søgninger. Når du ved, hvad din målgruppe søger efter, kan du optimere indholdet på din hjemmeside med henblik på at blive vist i deres søgninger. Har du fx et lokalt pizzeria i Ringsted, kan du inkludere søgefrasen “bedste pizza i Ringsted” i stedet for bare “pizza” for at øge dine chancer for at blive opdaget online.

Du kan anskaffe nye kunder

Med de rigtige søgeord kan du nå ud til flere af de potentielle kunder, der kan tænkes at være interesserede i lige netop dine produkter eller tjenester. Arbejder du fx freelance som grafisk designer, kan du besvare spørgsmålet “hvad koster et logo?” på din hjemmeside, for at tiltrække mindre startup-virksomheder med et begrænset budget.

Du får indsigt i målgruppens præferencer

Søgeordsanalyse giver dig mere end blot ord. De søgeord og søgefraser, du indsamler, når du laver din analyse, afslører nemlig også din målgruppes behov og problemer. En online dyrehandel, der under sin søgeordsanalyse opdager, at mange kunder søger efter “økologisk hundemad” vil med fordel kunne udvide produktudvalget, ved at tilføje de produkter, målgruppen ofte søger efter online.

Byg din egen hjemmeside med en ultrahurtig webhosting-løsning

Byg din egen hjemmeside med en ultrahurtig webhosting-løsning

Gør din drøm til virkelighed. Host din hjemmeside på vores driftssikre servere.

Kom i gang med det samme
  • Højtydende SSD-servere
  • Nemt og brugervenligt kontrolpanel
  • Gratis hjemmesideprogram
  • Gratis SSL-certifikat
  • Daglig backup
  • 24/7 support

Værktøjer til søgeordsanalyse

Du behøver ikke at være dataekspert for at lave søgeordsanalyse. Der er masser af gode værktøjer, der kan hjælpe dig, og de fleste er relativt nemme at bruge:.

Gratis SEO-værktøjer

Er du SEO-nybegynder? Gratis værktøjer som Google Søgeordsplanlægning, Ahrefs Keyword Generator og Ahrefs Keyword Rank Checker er rigtig gode at starte med. Med disse kan du indsamle nye idéer til søgeord, se hvor ofte folk søger efter dem, og også få et indblik i, hvilke søgeord, dine konkurrenter bruger i deres indhold.

Med værktøjet AnswerThePublic, kan du finde ud af, hvilke spørgsmål folk stiller online om et bestemt emne eller produkt. Ved at besvare disse spørgsmål i dit indhold kan du øge chancerne for at få featured snippets, hvilket betyder, at dit indhold vil blive vist over de andre søgeresultater i Google. Sektionen ”Folk spørger også om” i Googles søgeresultater, er også et godt sted at kigge, hvis du vil finde ud af, hvad folk vil vide om et bestemt emne.

Betalte SEO-værktøjer

Når du er klar til at tage et skridt videre, er betalte værktøjer som Ahrefs og Semrush blandt de mest populære værktøjer. De inkluderer begge en lang række nyttige funktioner såsom indsigt i søgehensigt, (vi vender tilbage til søgehensigt lidt senere), mulighed for at lave konkurrentanalyse, sporing af backlinks og meget andet.

Har du en WordPress-hjemmeside, kan du bruge pluginet Rank Math, for yderligere at maksimere dine chancer for at havne øverst i Googles søgeresultater.

Selvom man kommer langt med de gratis værktøjer, er de betalte værktøjer typisk pengene værd, særligt, hvis dit mål er at tiltrække flere kunder.

Kan jeg bruge AI til søgeordsanalyse?

Visse AI-værktøjer såsom ChatGPT og Google Gemini kan hjælpe dig med at arbejde mere effektivt med søgeordsanalyse. De er særligt hjælpsomme i brainstorming-processen, hvor du skal have fundet frem til potentielle søgeord, du efterfølgende kan analysere i et reelt SEO-værktøj. Her vil du opnå de bedste resultater, hvis du giver AI-værktøjet detaljeret information om din virksomhed, målgruppe, branche, samt hvad du ønsker at opnå.

På nuværende tidspunkt er de gratis AI-værktøjer dog ikke specielt godt egnede til selve søgeordsanalysen, fordi de oftest ikke har adgang til faktiske data om søgevolumen, sværhedsgrad og søgehensigt. Derfor anbefaler vi, at du holder dig til at bruge AI-værktøjer til at brainstorme emner og søgeord, og efterfølgende gennemfører selve søgeordsanalysen i et SEO-værktøj.

Byg din egen hjemmeside med en ultrahurtig webhosting-løsning

Byg din egen hjemmeside med en ultrahurtig webhosting-løsning

Gør din drøm til virkelighed. Host din hjemmeside på vores driftssikre servere.

Kom i gang med det samme
  • Højtydende SSD-servere
  • Nemt og brugervenligt kontrolpanel
  • Gratis hjemmesideprogram
  • Gratis SSL-certifikat
  • Daglig backup
  • 24/7 support

Forskellige typer søgeord

Søgeord er ikke bare søgeord. Der findes forskellige typer. At have kendskab til de forskellige typer, vil gøre dig bedre rustet til at finjustere din strategi og opnå de bedste resultater.

Short-tail vs. long tail-søgeord

Short tail-søgeord er generelle, og der er ofte meget hård konkurrence om at rangere på dem. Ordet ”sko” er et eksempel på et short tail-søgeord mens “veganske løbesko til kvinder” er et long tail-søgeord. Long tail-søgeord har typisk færre søgninger i gennemsnit, men folk, der søger efter dem, ved præcis, hvad de vil have. Derfor kan det være en fordel for en virksomhed at optimere sit indhold med long tail-søgeord for at skille sig ud på et konkurrencetungt marked og ramme målgruppen.

Niche-søgeord

Niche-søgeord er søgeord, der er målrettet en bestemt niche. Har du fx en blog, hvor du skriver om glutenfri madlavning, vil ”bedste opskrift på glutenfrit rugbrød” være et godt niche-søgeord til et blogindlæg. At være specifik, øger dine chancer for at tiltrække læsere og kunder, der vil have glæde af dit indhold.

Brand-søgeord

Har du opdaget, at folk søger efter dit brand eller firmanavn? Det er guld værd. Det betyder nemlig, at du har haft succes med din markedsføring. Brandsøgninger vil typisk først begynde at dukke op et stykke tid efter, din virksomhed eller blog er etableret. Men når det sker, bør du absolut gribe chancen for at optimere dit indhold med brand-søgeord, såsom “Café Majas kanelsnegle”, så potentielle kunder nemt kan finde dig.

Lokale søgeord

Driver du en lokal virksomhed? Så bør du bruge lokale søgeord på din hjemmeside. Lokale søgeord er søgeord, der inkluderer geografisk information, såsom “bedste frisør i Skanderborg” eller “blikkenslager Horsens”. Disse vil øge dine chancer for at tiltrække lokale kunder, der er klar til at købe noget eller betale for dine tjenester.

Vigtige termer i søgeordsanalyse

Før du går i gang med din søgeordsanalyse, er der en række termer, der er vigtige at kende til. De kan hjælpe dig med at finde ud af, hvilke søgeord, der er værd at bruge tid på.

Søgevolumen

Søgevolumen viser, hvor mange søgninger, der i gennemsnit er på et søgeord i en bestemt periode. Et søgeord med en høj søgevolumen kan være fristende, men det er ikke altid en god idé at vælge et sådant søgeord til optimering af indhold. Det skyldes helt enkelt, at konkurrencen er for hård. Et søgeord som “rengøringsmiddel til parketgulve” har en lavere søgevolumen end ”rengøringsmiddel”, men det er mere specifikt. Det gør det nemmere at rangere for og samtidig målretter du dit indhold, til en målgruppe med et specifikt behov.

Hvad er en god søgevolumen?

Svaret på det spørgsmål afhænger helt af faktorer som sprog, branche, konkurrence og af, hvor vigtigt søgeordet er for din virksomhed. Arbejder du med engelske søgeord, vil en søgevolumen på 100 være i den lave ende, mens det for danske søgeord faktisk er en ganske god søgevolumen, særligt hvis du arbejder med et smallere emne. En ting, der er god at have i baghovedet er, at et long-tail søgeord med en lav søgevolumen ofte indeholder et short tail-søgeord med en højere søgevolumen.

Sværhedsgrad

Som vi var inde på ovenfor, kan et søgeord med en meget høj søgevolumen være svært at rangere for, fordi der er så mange om buddet. Værktøjer til søgeordsanalyse, såsom Ahrefs og Semrush, viser både søgeordets søgevolumen (search volume) og søgeordets sværhedsgrad (keyword difficulty). Er sværhedsgraden høj, vil det oftest være meget svært at opnå en god placering i søgeresultaterne med søgeordet. Det er naturligvis ikke umuligt, men det vil kræve en stor indsats, tid og i mange tilfælde også backlinks dvs. andre hjemmesider, der linker til din hjemmeside.

Opret din hjemmeside med WordPress

Opret din hjemmeside med WordPress

Byg din hjemmeside med verdens mest populære CMS-system.

Vælg en webhostingpakke
  • 40+ gratis og unikke one.com-temaer
  • Stabil og ultrahurtig hosting
  • Gratis SSL-certifikat
  • Mobilvenlig version
  • Installer med 1 klik
  • 24/7 support

Søgehensigt (search intent)

Søgehensigt, på engelsk kaldet “search intent” er årsagen til, at en person vælger at søge efter noget online. At forstå hensigten med en søgning, vil gøre det nemmere for dig at vælge de bedste søgeord og tilpasse dit indhold til den rigtige målgruppe.

Når man laver søgeordsanalyse, arbejder man hovedsagelig med fire søgehensigter:

  • Informationshensigt: Her leder brugeren efter information eller svar på et spørgsmål. Det kunne fx være “opskrift på æblekage” eller “hvad er SEO?”. En bruger med denne søgehensigt, er almindeligvis ikke ude efter at købe noget, de vil blot have information.
  • Navigationshensigt: Her leder brugeren efter en specifik side på en platform eller hjemmeside, de allerede kender, såsom “Facebook login” eller ”SAS kundeservice”.
  • Kommerciel hensigt:  Her overvejer brugeren at købe noget, men har endnu ikke bestemt sig helt. De vil gerne vide mere om de forskellige valgmuligheder på markedet, før de finder kreditkortet frem. Eksempler på søgninger med kommerciel søgehensigt er “bedste gaming pc” eller “anmeldelser af plæneklippere”.
  • Købshensigt: Denne bruger er klar til at købe noget eller udføre en handling. Søgefraser som “køb økologiske kaffebønner” eller “abonnér på måltidskasse” indikerer, at brugeren har bestemt sig, og er klar til at betale for et produkt eller en tjeneste.

SEO Søgeordsanalyse i 5 trin

I afsnittene ovenfor gennemgik vi alt det grundlæggende, du har brug for at vide. Nu kan du gå i gang med din søgeordsanalyse. Følg disse trin for at finde de bedste søgeord til din virksomhed eller blog.

1. Brainstorm relevante emner

Begynd med at lave en liste over brede emner, der er relevante for din virksomhed eller blog. 10 brede emner er et godt sted at starte.

Tag udgangspunkt i din virksomhed, branche og målgruppe, når du laver listen. Har du lavet personaer, kan du tage et kig på dem. Har du en frisørsalon, kunne eksempler på brede emner være “hårpleje”, “frisure”, “hårtyper” og “klipning”. Sæt alle dine emner ind i et regneark eller lignende, med god plads til at udfylde mere udfor hvert af dem. Det er nemlig her, der skal være plads til alle dine relaterede søgeord og long tail-søgeord.

2. Brug søgeordsværktøjer

Når du har fået samlet en masse idéer til potentielt gode søgeord, kan du sætte dem ind i dit SEO-værktøj for at finde ud af mere om ordenes søgevolumen, sværhedsgrad, relaterede søgninger og eventuelle synonymer. Her tager du søgeordene for hvert af dine brede emner, og sætter ind i dit værktøj. Starter du fx med det brede short tail-søgeord “frisure” får du følgende søgeord (og mange andre) at arbejde videre med:

  • skulderlangt hår frisure
  • drenge frisure
  • frisure langt går
  • kort hår frisure
  • tagrende frisure
  • frisure til kvinder over 60
  • mellemlangt hår frisure
  • hvilken frisure passer til mig?

3. Analyser søgevolumen og sværhedsgrad

Når du har arbejdet dig igennem din liste med brede emner, kan du begynde at analysere de søgeord, du fandt ved hjælp af SEO-værktøjet. Søgeordene, du vælger til indholdet på din hjemmeside eller til din virksomhedsblog, bør have en god balance mellem søgevolumen og sværhedsgrad. Undgå at gå efter søgeord, hvor sværhedsgraden er meget høj, særligt hvis du netop har etableret din virksomhed. Fx kan det være bedre at vælge “håropsætning mellemlangt hår” end blot “håropsætning” fordi det mere specifikke søgeord har en lavere sværhedsgrad, men alligevel en god søgevolumen, der indikerer, at det er værd at bruge tid på.

4. Overvej søgehensigten

Glem ikke, at tænke på søgehensigten. Nogle værktøjer til søgeordsanalyse viser søgehensigten, men ikke alle. Derfor er det vigtigt, at du spørger dig selv, hvad personen, der har søgt, egentlig er ude efter, og om de faktisk vil finde det nyttigt at havne på din hjemmeside. SEO handler nemlig ikke kun om at øge trafikken til en hjemmeside. Besøget på din hjemmeside skal også være værdifuldt, både for dig og for den besøgende, ellers risikerer du, at du får en høj bounce rate, hvilket kan påvirke din placering i søgeresultaterne i negativ retning.

En søgning på “bedste frisør Ringsted” (kommerciel hensigt) indikerer, at brugeren har bestemt sig for at bestille en tid hos frisøren inden for den nærmeste fremtid. En søgning på “hvordan klipper man sig selv?” har derimod informationshensigt, hvilket indebærer, at brugeren leder efter en guide, og sandsynligvis ikke har lyst til eller mulighed for at bestille en frisørtid.

5. Finpuds og færdiggør din liste

Når du har samlet en masse gode og relevante søgeord, kan du begynde at overveje, hvilke det giver mest mening for dig at fokusere på. Gode søgeord er kun gode, hvis de også er relevante for din virksomhed og din målgruppe. Fortsætter vi med frisørsalonen, vil det naturligvis ikke give mening at skrive indhold om “seje frisurer til børn” selvom søgeordet både har en høj søgevolumen og en lav sværhedsgrad, hvis salonen kun tilbyder behandlinger til voksne. Er din liste med gode søgeord blevet meget lang, kan du med fordel lave en contentplan, hvor du laver en prioriteringsrækkefølge, så du får optimeret din hjemmeside med de vigtigste søgeord fra starten.  

Brug søgeordene på din hjemmeside

Nu hvor du har fået samlet de bedste søgeord, er det tid til at få dem brugt på din hjemmeside, så de kan arbejde for dig og sørge for, at du bliver opdaget i søgeresultaterne og får nye kunder. Her er en lynguide:

On-page SEO

On page-SEO går ud på at optimere indholdet på din hjemmeside til både besøgende og søgemaskiner. Det er her, du skal bruge alle dine bedste søgeord i sidetitler, metabeskrivelser, overskrifter og længere hjemmesidetekster.

Søgeordstæthed

At optimere indhold med søgeord handler ikke om at gentage søgeordet igen og igen. Søgeordstætheden bør ligge på 1-2%. Helt konkret betyder det, at hvis du skriver en tekst på 100 ord, så bør du ikke bruge dit søgeord mere end 1 til 2 gange. Bruger du dit søgeord unaturligt mange gange, risikerer du at Google opfatter det som et forsøg på “keyword stuffing” hvilket kan resultere i en dårligere placering i søgeresultaterne.

Naturlig integrering af søgeord

Google er “klog” nok til at opdage, hvis hovedformålet med dit indhold er at rangere for bestemte søgeord. Og dine læsere vil også hurtigt opdage det og miste interessen for dit indhold. Det er de færreste, der synes det er en god oplevelse at læse en tekst, der gentager det samme søgeord igen og igen.

Forestil dig, at du snakker med en person, der skal fortælle, hvad hun lavede i går, men hele tiden nævner “de bedste muffins i Odense”. Det ville virke ganske underligt. Derfor skal du altid først og fremmest skrive til de mennesker, der udgør din målgruppe, mens du har søgemaskinerne i baghovedet. Flet søgeordene ind i dine tekster på en naturlig måde. En god test er at læse teksten højt. Bliver du træt af at gentage søgeordet igen og igen, har du sandsynligvis været lidt for rundhåndet med det. I så fald, bør du prøve at omformulere dine sætninger, gerne med gode synonymer.

Læs vores artikel Sådan skriver du gode SEO-tekster, hvis du vil vide mere om, hvordan du bedst får implementeret dine søgeord i teksterne på din hjemmeside.

Efter søgeordsanalysen

Søgeordsanalyse er lidt som at så frø. Dine søgeord spirer efterhånden og øger dine chancer for at opnå vækst. Denne strategi kan hjælpe dig med at nå til tops i Google og andre søgemaskiner. Men det er vigtigt at huske, at SEO ikke er statisk. Du vil ikke kunne se resultaterne dagen efter, at du har implementeret dine søgeord, men når der begynder at ske noget, vil forskellen ofte være markant og have stor indflydelse på din konverteringsrate. SEO kræver tålmodighed, en konsekvent strategi, og løbende sporing af søgeordenes performance og din målgruppes behov.

Byg en hjemmeside, du kan være stolt af

Byg en hjemmeside, du kan være stolt af

Opret en professionel hjemmeside med vores smarte, brugervenlige hjemmesideprogram.

Prøv det gratis i 14 dage
  • Vælg mellem 140+ skabeloner
  • Ingen kodningsfærdigheder er påkrævet
  • Gå online med nogle få klik
  • Gratis SSL-certifikat
  • Mobilvenlig version
  • 24/7 support