Copywriting for begyndere – guide og tips
Skriv tekster, der overbeviser og konverterer
Vil du være bedre til at skrive tekster, der overbeviser dine potentielle kunder? Perfekt, så er denne artikel skrevet til dig! Eller måske ikke til lige netop dig, for desværre kender vi dig ikke endnu, men i hvert fald til alle, der gerne vil kunne sammensætte ordene på en måde, der fanger læserens opmærksomhed og øger konverteringsraten.
I denne artikel gennemgår vi effektive copywriting-principper og giver dig tips til, hvordan du bliver bedre til at skrive skarpe tekster.
Byg en hjemmeside, du kan være stolt af
Opret en professionel hjemmeside med vores smarte, brugervenlige hjemmesideprogram.
Prøv det gratis i 14 dage- Vælg mellem 140+ skabeloner
- Ingen kodningsfærdigheder er påkrævet
- Gå online med nogle få klik
- Gratis SSL-certifikat
- Mobilvenlig version
- 24/7 support
Hvad er copywriting?
Copywriting er skrivning af tekster, der får læseren til at agere. Her handler det om at tæmme ordene og sammenflette dem på en måde, der får læseren til at føle eller gøre noget. Hvis du har en webshop, vil målet med de tekster, du skriver, typisk være at få dine besøgende til at gennemføre et køb eller tilmelde sig til dit nyhedsbrev.
Den digitale copywriter
Digital copywriting foregår bag internettets kulisser. Det er her andre som dig, sidder ved tastaturet og håber på, at den næste marketing-mail, produktbeskrivelsen, nyhedsbrevet eller opslaget på Facebook vil overbevise kunderne. Ord kan meget, næsten magisk meget. Men der er mange af dem, særligt online, hvor både sociale medier og hjemmesider myldrer af tekster, der kæmper om de scrollende fingres opmærksomhed. Derfor handler digital copywriting i dag, mere end nogensinde, om at skille sig ud i mængden.
Copywriting vs andre typer af tekstforfatning
Copywriting er slags kamæleon inden for tekstskrivning. Den dækker mange forskellige områder, men adskiller sig fra andre typer af skrivning, såsom fortællende journalistik eller blomstrende prosa. Hvis copywriting var en person, ville den være mere “Hey, du der, vil du købe noget lækkert? end “Vinternatten var uendeligt lang og stjernernes lys, var så smukt, at det næsten ikke var til at bære.”
Eksempler på forskellige typer copywriting
Copywriting omfatter alt fra korte, skarpe CTA’er på en hjemmeside til produktbeskrivelser og opslag på sociale medier. Nedenfor ser vi nærmere på fem forskellige typer copywriting.
Tekstforfatning til hjemmesider
Tekstforfatning til hjemmesider går ud på at skrive læseværdige og informative tekster til en virksomheds hjemmeside. Eksempler på tekster inkluderer, blandt andet, om os-tekster, tekster til landingsider, produktbeskrivelser og CTAér. Her er målet typisk at få læseren til at gøre et eller andet, såsom at gennemføre et køb. Man kan tænke på copywriteren lidt som en dygtig turguide, der gør seværdigheder og gader mere interessante, ved at fortælle om dem på en spændende måde.
Reklametekster
Copywriting til reklametekster går kort og godt ud på at markedsføre produkter, tjenester eller et brand på en overbevisende måde ved hjælp af tekst. Det kan fx være teksten på de trykte reklamer, man ofte ser på siden af en bus, opsigtsvækkende annoncer på sociale medier, TV- og YouTube-reklamer eller et banner øverst på en hjemmeside. Målet er at skabe interesse og gøre det markedsførte produkt eftertragtet hos målgruppen.
E-mailmarketing
Tekstforfatning til e-mailmarketing går ud på at skrive engagerende og overbevisende indhold til e-mailkampagner og nyhedsbreve. Fordi alle indbakker dagligt flyder over af e-mails fra chefer, firmaer, banker, offentlige myndigheder, venner og familie, er fængende emnelinjer en vigtig kunst at mestre inden for e-mailmarketing. Det skyldes helt enkelt, at e-mails fra virksomheder hurtigt ender i papirkurven, hvis emnelinjen ikke fanger modtagerens opmærksomhed. Hvis du vil, kan du læse mere om det her i vores artikel Skriv gode emnelinjer – 7 tips.
Naturligvis handler e-mailmarketing om mere end blot at give modtageren noget at læse til morgenkaffen. Typisk er målet, at læseren skal klikke sig videre til et link på en virksomheds hjemmeside for at gennemføre en handling.
Sociale medier
Copywriting til sociale medier går ud på at skrive indhold til forskellige sociale medie-platforme såsom Instagram, Facebook, X og LinkedIn. Præcis som i indbakkerne, er der også hård konkurrence om brugernes opmærksomhed på de sociale medier – og i stor grad også om algoritmernes. At skrive fængende overskrifter og tekster til opslag på sociale medier kræver derfor, at man som copywriter hele tiden er et skridt foran og følger med i, hvilke trends, der hitter og skaber engagement.
SEO-copywriting
I modsætning til andre typer tekstforfatning, handler SEO copywriting ikke udelukkende om at skrive engagerende og fængende tekster, men også om at optimere teksterne til søgemaskinerne. Det gør man, blandt andet, ved at flette relevante søgeord ind i sine tekster, skrive skarpe sidetitler og beskrivelser, og samtidig sørge for, at det indhold man skaber, har værdi for læseren. SEO-copywriting er med andre ord skrivning af tekster, der skal tale til både søgemaskiner og læsere. Målet med SEO-copywriting er at opnå en bedre rangering i søgeresultaterne, hvilket øger chancerne for at man får mere trafik til en hjemmeside eller blog.
Copywriting: 4 grundlæggende principper
Nu er det på tide, at vi dykker ned i 4 grundlæggende copywriting principper, der er gode at have i tankerne, før du begynder at skrive:
Hvis din virksomhed allerede er godt etableret, kan du også fortælle om, hvilke succeser, du har oplevet, og hvilke forhindringer, du har overkommet.
Forstå din målgruppe
Inden for alle typer af kommunikation er det vigtigt, at man kender sit publikum. Det samme gælder copywriting. For at kunne formidle budskabet til din målgruppe, bør du have en grundlæggende forståelse af deres behov, præferencer og eventuelle problemer, de ønsker at løse. Du kan tænke på det som, at du lærer målgruppens sprog og derfor bliver bedre i stand til at formulere dig på en måde, der resonerer hos dem. Markedsundersøgelser er et vigtigt værktøj, når du ønsker at lære din målgruppe bedre at kende.
Fængende overskrifter
Din overskrift skal fungere som en magnet, der tiltrækker læsernes interesse og giver dem lyst til at læse videre. Inden for SEO, spiller overskrifter – i denne sammenhæng ofte kaldet headings – også en vigtig rolle. Det gør de, fordi overskrifter i fx et blogindlæg eller en produktbeskrivelse, fortæller søgemaskinerne, hvad teksten handler om. Tre nøgleord for gode overskrifter er relevant, kortfattet og kreativ. Tænk på dine overskrifter som en tekst på en lukket dør, blandt mange andre lukkede døre. Teksten skal give din læser lyst til at åbne lige netop din dør, og ikke en af alle de andre døre.
Skriv til læserens følelser
Følelser er vigtige i alle sammenhænge. De påvirker mange af vores valg og handlinger. Af den årsag er det afgørende, at dine tekster ikke kun formidler information, men også taler til læserens følelser. Hvilke følelser, du vil frembringe hos din målgruppe, afhænger naturligvis af, hvad du formidler og hvad dit mål er. Har du et tidsbegrænset tilbud, kan du fx skabe en følelse af, at det haster, så læseren får lyst til at gennemføre et køb hurtigst muligt. Sælger du kaffe, kan du vække følelser hos den potentiel kunde ved hjælp af storytelling. Her kunne du fx skrive en fortællende produktbeskrivelse, der omhandler en afslappende søndag morgen med en dampende varm kop af din kaffe.
Fremhæv fordele fremfor funktioner
Dine læseres dage er propfyldt med forskellige typer information. Derfor når du længst ved at formidle budskaber, der faktisk har en betydning for dem. Undgå at udelukkende kommunikere navnene på dit produkts funktioner eller fortælle om din løsning med positive adjektiver.
I stedet bør du fortælle dit publikum, hvad produktets funktioner helt konkret kan bruges til og hvilke problemer det løser. Inkluder en sammenhæng, din målgruppe kan relatere til. Tilbyder du online yoga-kurser, kan du fx fremhæve fordelen ved, at man kan dyrke yoga hjemme i stuen, præcis når man vil. Og at man derfor slipper for at skulle skynde sig afsted, efter man har hentet børnene i børnehaven, lavet mad og fodret undulaten.
2 effektive skrivemodeller
Det er svært at skrive, også selvom man har mange års erfaring som skribent. I dette afsnit ser vi nærmere på to effektive skrivemodeller, der gør det nemmere at holde balancen på tastaturets taster og få læseren til at handle.
Skrivemodellen AIDA
AIDA er en forkortelse, der står for Attention, Interest, Desire og Action, der på dansk kan oversættes til opmærksomhed, interesse, lyst og handling.
De fire dele af modellen indebærer følgende:
- Attention: Fang læserens opmærksomhed med en skarp overskrift, helst i løbet af få sekunder.
- Interest: Væk læserens interesse med et budskab, der er relevant for dem, eller ved at vise, at de kan opnå noget, hvis de læser videre.
- Desire: Giv læserens lyst til at få fingre i produktet eller udføre en handling.
- Action: Dit CTA – motiver læseren til at udføre en handling – Køb her, læg i kurv, prøv nu eller lignende.
AIDA-modellen er en klassisk og effektiv model, der er nem at arbejde med. Den kan bruges til alt fra e-mails og hjemmesidetekster til annoncer og opslag på sociale medier.
Before – after – bridge
Denne skrivemodel, som på dansk kan oversættes til før – efter – bro, er både enkel og effektiv. Den er opbygget på følgende måde:
- Before: Her skal du beskrive læserens virkelighed, som den er lige nu. Det gør du ved kort at beskrive målgruppens problem på en relaterbar måde.
- After: I dette trin, beskriver du, hvordan læserens virkelighed ser ud, efter de har købt dit produkt eller er begyndt at abonnere på din service. Her er problemet selvfølgelig løst eller noget er blevet bedre, end det var før.
- Bridge: Her fortæller du kunden, hvordan de kommer fra before til after. Processen skal beskrives som nem og ligetil.
Bliv bedre til copywriting – 5 tips
Hvis du er begynder, og først lige har bestemt dig for at prøve kræfter med copywriting, vil du med garanti opleve, at din kaffe når at blive kold, mens du sidder og stirrer på en blank side. Det oplever alle skribenter fra tid til anden. Men efterhånden, som du har fået skrevet en god håndfuld tekster, vil du pludselig opdage, at det føles lidt nemmere. I afsnittet nedenfor får du 5 hurtige tips, der hjælper dig med at blive endnu bedre til copywriting.
1 – Øv dig
Som med alt muligt andet, gør øvelse mester. Det gælder også copywriting. En af de bedste ting, du kan gøre, for at blive bedre, er altså at skrive, skrive og skrive mere. Det gør ikke noget, at meget at det, du skriver ikke kan bruges. Alle skribenter skriver tekster, der ender i papirkurven, enten den fysiske eller digitale. Det vigtigste er de opdagelser, du gør dig undervejs. Processen minder lidt om, når du skal lære at spille et instrument, eller prøve en ny yogastilling. Det føles umuligt til at starte med, men pludselig er det ikke umuligt længere!
2 – Lad dig inspirere af andre tekstforfattere
Internettet vrimler med tekster, du kan lade dig inspirere af. Læs teksterne på andre hjemmesider, også dine konkurrenters. Læs annoncer, e-mails og opslag på sociale medier mere aktivt end du almindeligvis gør. På den måde vil du opdage mange forskellige metoder, du kan mikse og matche, når du skriver dine egne tekster.
3 – Grundig korrekturlæsning
Uanset, hvor skarp du er til grammatik og stavning, vil du, fra tid til anden, lave både stavefejl, grammatikfejl og klodsede formuleringer. Man stirrer sig hurtigt blind på en tekst, særligt hvis man har siddet længe med den. Derfor er grundig korrekturlæsning ikke til at komme udenom. Luk dokumentet, lav noget andet, og vend tilbage til din tekst med friske øjne. Så vil du med garanti opdage et eller andet – og hvis ikke, kan du jo bare glæde dig over, at din tekst er klar til at blive sendt ud i verden.
4 – Læs dine tekster højt for dig selv
Hvis du vil have en bedre fornemmelse af, hvordan læseren vil opleve din tekst, kan du læse den højt for dig selv. Det kan føles lidt underligt at sidde og læse højt for sig selv, men du vil blive overrasket over, hvor mange flere fejl, man opdager, når man gør det. Hvis en sætning er lidt for lang til at formidle budskabet tydeligt og effektivt, vil du også hurtigt opdage det. Sidder du på en café eller midt på et travlt kontor, kan du bruge en tekstlæser, fx den, der er indbygget i Microsoft Word. Der findes også gratis tekstlæsere til browsere, som blandt andet, denne til Google Chrome. Tag dine høretelefoner på, og lad tekstlæseren læse din tekst højt for dig.
5 – Bed om konstruktiv kritik
Mange har en forestilling om, at skribenter arbejder bedst alene. Helst i et mørkt rum omgivet af sammenkrøllet papir og tomme kaffekopper. Selvom det er sandt nogle gange, vil langt de fleste tekster ende med at blive bedre, hvis de bliver set af flere end to øjne. Spørg din kollega eller ven, om de har lyst til at læse din tekst og give dig konstruktiv feedback. Det sker nemlig ofte, at man formulerer en sætning på en måde, der giver fuldstændig mening for en selv, men som faktisk ikke er så let at tolke, for en, der ikke kan se ind i ens hoved. Derfor er feedback fra andre guld værd, når du arbejder med copywriting.
Copywriterens værktøjer
Som copywriter, er der meget, man skal holde styr på. Derfor bør man gribe enhver chance for at gøre arbejdet nemmere og mere effektivt. Nedenfor tager vi et hurtigt kig på forskellige værktøjer, der kan gøre copywriting både sjovere, nemmere og mere effektivt
Værktøjer til korrekturlæsning
Ovenfor slog vi fast med syvtommersøm, hvor vigtigt korrekturlæsning og feedback er for en copywriter. Heldigvis, behøver du ikke kun at stole på dine egne evner, øjne og ører, når du læser. De fleste tekstbehandlingsprogrammer, såsom Microsoft Word og Google Docs har indbygget stave- og grammatikkontrol.
Her kan du læse mere om, hvordan du aktiverer stave- og grammatikkontrol i Word
Arbejder du med Google docs, finder du en guide her.
Copywriting med AI
AI-værktøjer kan også hjælpe dig med at arbejde mere effektivt med copywriting. Hvis du skriver et godt prompt, kan AI assistere dig ved at skrive et udkast, du enten kan bruge som det er eller arbejde videre med.
Her kan du læse mere om AI-skrivning.
Når du opretter og hoster din hjemmeside hos one.com, får du adgang til vores Hjemmesideprogram med indbygget AI-skriveassistent. Skriveassistenten kan hjælpe dig med alle tekster til din hjemmeside. Hver gang, du har brug for en tekst, vil du få mulighed for at bede AI-skriveassistenten om at foreslå en tekst. Det gør den på få sekunder. Er du tilfreds med teksten kan du enten bruge den, som den er, eller redigere den, så meget du ønsker.
AI-assistenten i Hjemmesideprogrammet kan faktisk også hjælpe dig med at oprette en hel hjemmeside på få minutter, inklusive sektioner, billeder, indhold, kontaktoplysninger og meget andet.
Værktøjer til søgemaskineoptimering
Hvis du arbejder med SEO-copywriting, har du brug for SEO-værktøjer, der kan hjælpe dig med at finde frem til de bedste søgeord. En hurtig søgning online, vil vise dig, at der findes mange af vælge blandt. Nogle værktøjer er gratis, mens andre er betalte. Typisk har de gratis værktøjer meget begrænsede funktioner, og i mange tilfælde, vil du derfor nå længere med et betalt værktøj. Nedenfor ser vi på to SEO-værktøjer, du kan få adgang til, når du laver din hjemmeside hos one.com.
Marketgoo
Når du laver din hjemmeside med Hjemmesideprogrammet fra one.com har du mulighed for at tilføje det brugervenlige SEO-værktøj Marketgoo direkte fra kontrolpanelet. Det hjælper dig med at finde de bedste søgeord til dine tekster, analyserer din side, foreslår vigtige forbedringer og meget andet. Hvis du køber vores Guru-pakke, er Marketgoo inkluderet i dit abonnement helt gratis for op til 10 hjemmesider.
Rank Math
Har du en WordPress-hjemmeside, er Rank Math det bedste værktøj på markedet. Den gratis version af værktøjet kan du tilføje under 1-klik installation af WordPress hos one.com. Ønsker du adgang til alle værktøjets vigtigste funktioner, herunder integration med Google Analytics, kan du når som helst opgradere via kontrolpanelet.
Fyr op under tastaturet
Sidder du klar ved tastaturet? Vi håber, at denne artikel har givet dig mod på at komme i gang med copywriting. Husk, at selv garvede skribenter oplever skriveblokade, men pludselig sidder teksten lige i skabet. Brug løs af vores tips, vær kreativ, grundig og lad dig inspirere af andre, så flyder dine tekster snart meget nemmere.
Opret din egen webshop
Start din e-handelsvirksomhed hurtigt og nemt, og sælg dine produkter eller tjenester online.
Kom godt i gang- Nem produkt- og salgsstyring
- Sikre betalingsmetoder
- Gå online med nogle få klik
- Gratis SSL-certifikat
- Mobilvenlig version
- 24/7 support