Styrk dit brand med storytelling – 5 tips
Fortællinger, der gør din virksomhed til mere end et logo
Fortællinger hjælper os med at forstå verden omkring os. Vi fortæller hele tiden os selv små historier for at få virkeligheden til at give mening. Storytelling kan derfor siges at være en del af fundamentet for vores oplevelse af verden. Videnskabelige studier har vist, at storytelling får hjernen til at frigive glædeshormoner som oxytocin og samtidig reduceres mængden af stresshormonet kortisol.
Storytelling gør det desuden nemmere at relatere til nye ting og huske dem. Det gælder også virksomheder, brands og hjemmesider.
I denne artikel udforsker vi emnet storytelling fra et marketingperspektiv. Læs med og få eksempler og 5 gode storytelling-tips, der vil styrke dit brand.
Byg en hjemmeside, du kan være stolt af
Opret en professionel hjemmeside med vores smarte, brugervenlige hjemmesideprogram.
Prøv det gratis i 14 dage- Vælg mellem 140+ skabeloner
- Ingen kodningsfærdigheder er påkrævet
- Gå online med nogle få klik
- Gratis SSL-certifikat
- Mobilvenlig version
- 24/7 support
Hvad er storytelling?
Storytelling er formidling af fortællinger, der er mere end bare information og data. Det er kunsten at få modtageren til at leve sig ind i en fortælling. Hvis du har oplevet, at du har haft svært ved at holde dig vågen under en lang PowerPoint-præsentation eller et kedeligt foredrag, så har du sikkert oplevet det modsatte af storytelling. Det som mangler her, er nemlig oftest effektiv storytelling. Når vi bare bombarderes med tal, data og fakta uden relaterbar kontekst, forsvinder informationen hurtigt fra vores hukommelse.
Når storytelling virker
Modsat eksemplet med det kedelige foredrag, har du sikkert også oplevet, at du blev revet med af en reklame for et produkt, du ellers ikke egentlig var interesseret i. Det var sandsynligvis fordi, storytellingen i reklamen var god, og indeholdt karakterer og synsvinkler, du kunne relatere til.
Fortællinger er en af de mest effektive og overbevisende former for kommunikation. Derfor skal du bruge dem i din marketingstrategi, hvis dit mål er at opbygge en stærkere personlighed for dit brand.
Hvad er brand-storytelling?
Brand-storytelling går ud på at knytte et antal plot-elementer sammen for at skabe en fortælling, der gør det nemmere for din målgruppe at relatere til dit brand. Dit brands fortælling består, blandt andet, af din virksomheds historie, virksomhedens filosofi, mål og værdier. Ved hjælp af struktureret storytelling, kan du puste liv i dit brands personlighed og på den måde skabe en følelsesmæssig forbindelse mellem dit brand og dit publikum.
Brand-storytelling består typisk af en lang række mindre fortællinger, du formidler via din hjemmeside, dine marketingkampagner, sociale medier og andre typer af kommunikation.
Hvorfor er storytelling vigtigt for virksomheder?
Som vi allerede har været inde på, er storytelling uundværligt i en god marketingstrategi. Det er helt enkelt bare langt mere sandsynligt, at potentielle kunder husker, at de har set din kampagne eller dit opslag på Instagram, hvis de fik det serveret som en slags fortælling, også selvom den kun varede 18 sekunder.
Eksempler på virksomheder med effektiv storytelling
Før vi dykker ned i, hvordan du kan bruge forskellige typer storytelling, tager vi et kig på 3 virksomheder, der allerede har haft stor succes med brand-storytelling.
Virksomhederne i de tre eksempler har naturligvis et budget, der er langt større end de fleste mindre virksomheders. Vi synes dog alligevel, at de illustrerer, hvordan man kan bruge storytelling på forskellige kreative måder. Også selvom man har et meget mindre marketingbudget.
Apples bæredygtighedsrapport
I 2023 præsenterede Apple sin bærdygtighedsrapport i form af en 5 minutter lang video med imponerende storytelling. I stedet for at udelukkende dele rapporten som en tekst med data, grafer og floskler, brugte de denne videokampagne, hvor et team fra Apple, bl.a. Tim Cook, firmaets administrerende direktør, bliver grillet af en skuespiller, der spiller rollen som moder Jord.
Det er svært ikke at lade sig rive med af handlingen og dialogen i videoen. Det illustrerer, hvorfor storytelling er så effektivt.
Oatlys om os-side
Den svenske havremælksproducent Oatly er kendt for deres humoristiske og selvudleverende storytellin. Den bruges i alt fra LinkedIn-opslag til tekster på mælkekartoner og store reklameskilte.
Mange virksomheder har en lidt halvtør og kedelig om os-side, men det er ikke tilfældet med Oatly, der flittigt bruger både visuel og skriftlig storytelling.
På Oatlys om os-side, beskriver havremælksgiganten nemlig ikke bare, hvem de er og hvad deres mål er. De kigger også ud fra teksten, griber fat i læserens forventninger og vender op og ned på dem. Det gør de ved ikke bare at skrive om firmaet, men også om selve processen med at skrive om det. Her er et oversat eksempel fra teksten:
“Vi skal gøre havredrik-historien interessant nok til, at folk ikke falder i søvn, mens de læser!”
Oatly
Legos bæredygtighedsside
På Legos hjemmeside inkluderer sektionen om bæredygtighed en video, hvor der bliver fortalt om firmaets indsats, mens en tegnefilm med Lego-figurer står for den visuelle del. Når det bliver nævnt, at Lego bruger sukkerrør i produktionen af klodser, stikker en af figurerne hovedet ud fra en klynge Lego-sukkerrør. Introduktionen af Lego-karaktererne gør, at man øjeblikkelig bliver mere investeret i informationen, der formidles.
Forskellige typer storytelling
Der findes mange forskellige typer storytelling. Vi kan ikke nå omkring dem alle i denne artikel, men nedenfor finder du en god håndfuld, der både er effektive og brugbare for virksomheder og brands af forskellige størrelser.
Og selvom du ikke som sådan har et brand, men måske bare en blog eller en hjemmeside, hvor du deler din passion med verden, vil du sikkert alligevel kunne bruge flere af dem.
Historien om dit brand
Historien om dit brand og din virksomhed er en vigtig del af dit brands personlighed. Det er den, fordi det er meget nemmere at danne sig et indtryk af en virksomhed, hvis man forstår, hvordan den er blevet til, hvem menneskerne bag den er, og hvilke mål den har.
Disse spørgsmål bør du besvare, når du deler historien om dit brand på din hjemmeside:
- Hvorfor blev virksomheden startet?
- Hvem har startet den?
- Hvordan foregik det?
- Hvad er virksomhedens vision?
Hvis din virksomhed allerede er godt etableret, kan du også fortælle om, hvilke succeser, du har oplevet, og hvilke forhindringer, du har overkommet.
Skriveprocessen
Hvis du, som mange andre skribenter, oplever skriveblokade, når du sætter dig ned ved tastaturet, kan du i Hjemmesideprogrammet fra one.com gøre brug af vores AI-skriveassistent. Når du giver AI-assistenten et par stikord om din virksomhed, får du på et øjeblik en færdig tekst. Teksten kan du naturligvis redigere og tilpasse helt til din storytelling-strategi.
Karakterdrevet
Karakterdrevet storytelling indebærer, at en virksomhed skaber en karakter, der kan repræsentere brandet. Karakteren kan være en virkelig person, fx dig selv eller Thomas fra din marketingafdeling. Men det kan også være en fiktiv karakter eller en maskot.
Hvilken karakter, der er passende at bruge, afhænger helt af, hvilken type virksomhed du driver. Vælger man at bruge karakterdrevet storytelling, kan karakteren bruges på tværs af flere marketingkanaler.
Hvis karakteren er populær og bruges konsekvent, vil potentielle kunder over tid begynde at associere karakterens persona med brandet. Hvis vi nævner en grøn ugle, der er meget insisterende og dukker op på telefoner i tide og utide, ved du sikkert hvilket firma vi hentyder til, selvom vi ikke nævner navnet?
En karakterfortælling, der matcher din virksomhed
At have en udklædt maskot eller animeret karakter fungerer naturligvis ikke for alle virksomheder. Men hvis du selv, din ven, eller en fra dit team, har mod på at dukke op på forskellige marketingkanaler, er denne type af karakterfortælling mange gange mindst lige så effektiv, og typisk langt lettere at relatere til.
Community-fortælling
Storytelling med community-fokus kan bruges, hvis din virksomhed tilbyder produkter, tjenester eller en service, der på en eller flere måder er positive for et fællesskab, et nabolag eller samfundet generelt.
Måske har du en webshop, hvor du sælger syltetøj lavet af nedfaldsfrugt fra Aarhus og omegn? Eller et flyttefirma, der kun transporterer flyttelæs på ladcykler. Her kan du fokusere på storytelling, der tydeliggør, hvordan din virksomhed bidrager til en positiv udvikling eller gør en vigtig indsats for miljøet.
Kundefortællinger
Kundefortællinger, eller case stories, som de ofte kaldes er en yderst effektiv form for storytelling, der desuden giver dig pluspoint på din virksomheds social proof-konto. Storytelling med kundefokus er ærlige fortællinger, der kommer fra dine tilfredse kunder. Har du fx et hundehotel, kan du spørge, om en af dine gæsters mennesker har lyst til at medvirke i en kort video. I videoen kan hundeejeren, meget gerne sammen med hunden, fortælle hvorfor de er så glade for lige netop dit hundehotel.
Case stories bekræfter din markedsføring
Uanset hvilken type virksomhed du har, er kundefortællinger guld værd. Det er de fordi potentielle kunder, der stadig ser din virksomhed an, vil være langt mere tilbøjelige til at vælge dig, hvis en glad kunde bekræfter, at du lever op til din markedsføring.
Fra data til resultat
Hvis du tænker et par minutter tilbage til starten af artiklen. Her nævnte vi en kedelig PowerPoint-præsentation med en masse tørre tal og data. At tal, grafer og data tit opleves som kedelige, betyder langt fra, at de ikke er værdifulde — for det er de! Det handler bare om at formidle dem på en måde, der er nemmere at relatere til.
Fængende data
Lad os antage, at du er freelance UX-designer. Du har allerede haft flere tilfredse kunder, der har oplevet, at deres salg er steget takket være din hjælp. Hvis du har mulighed for (og får tilladelse til) at dele tal, der viser dette, kan du med fordel gøre brug af storytelling. I stedet for bare at lave en graf eller skrive, hvor mange procent salget hos dine kunder er steget, kan du fx lave en fortællende infografik eller en video, hvor du illustrerer processen og resultatet.
Kom i gang med storytelling – 5 tips
Ovenfor har vi gennemgået forskellige typer storytelling. I dette afsnit får du 5 tips til elementer, der er vigtige ingredienser i effektiv brand-storytelling.
1 – Kend dit publikum
Storytelling er mest effektivt og overtalende, når du forstår dit publikum og deres behov. Før du går i gang med at sammensætte din storytelling-strategi, er det derfor en god ide at gennemføre en markedsundersøgelse.
Når du har indsamlet data, vil det blive tydeligere, hvad du bør fokusere på i din storytelling, som fx, hvilke problemer, du kan løse, for din målgruppe, hvordan du vil løse dem, og på hvilken måde dine produkter eller tjenester skiller sig ud fra konkurrenternes.
2 – Vær sandfærdig og og autentisk
Begrebet ‘autenticitet’ bliver sandsynligvis brugt lidt for flittigt og løst i marketingsammenhænge. For hvad betyder det egentlig? Det indebærer blot, at din storytelling faktisk fortæller sandheden om din virksomhed og dine produkter. Din kommunikation skal give dit publikum følelsen af, at der er mennesker bag logoet.
Du har sikkert selv besøgt en hjemmeside fra et stort internationalt brand og oplevet, at deres kommunikation bestod af en masse floskler og superlativer, der føltes tomme og intetsigende. En tekst på en hjemmeside kan nemlig sagtens se professionel ud, selvom storytellingen mangler. Det er den følelse, du skal undgå at give dit publikum.
3 – Hvilke problemer løser din virksomhed?
Som vi var inde på ovenfor, kan man nemt havne i en situation, hvor man bruger ord, der lyder godt, men som reelt set ikke gør læseren eller seeren klogere på, hvad man tilbyder. I stedet for bare at formidle, at dit produkt eller din tjeneste er ‘fantastisk’, ‘af højeste kvalitet’, ‘praktisk’, ‘bæredygtig’ eller ‘solid.’ bør du besvare spørgsmål som, hvorfor er kvaliteten høj, hvilke specifikke problemer løser dit produkt, hvordan er produktet fremstillet og hvordan kan produktet bruges i kundens hverdag.
4 – Skil dig ud
Når man begynder at sammensætte en strategi for storytelling, vil det altid være værdifuldt at lade sig inspirere af konkurrenter. Du kan derfor med fordel besøge dine konkurrenters, og andre virksomheders hjemmeside, for at hente inspiration.
Men når du arbejder med din storytelling, bør du tilsætte dit eget unikke touch, og sørge for, at du ikke lægger dig for tæt op ad alle de andre på markedet. Dit publikum skal kunne huske lige netop dig og dit brand. Nogle af de virksomheder, der klarer sig bedst, er dem, der har gjort noget helt ny og måske endda grænseoverskridende. Her handler det ikke om at provokere eller skabe stærke reaktioner, men blot om at finde en ny vinkel, der kun er din.
5 – Vær konsekvent
Når du først har sammensat din storytelling-strategi, bør du være konsekvent med den i hele din kommunikation. Det samme gælder din tone of voice, dvs. måden du kommunikerer på. Har du fx introduceret en karakterfortælling, vil den have størst effekt, hvis du bruger den igen og igen.
Naturligvis, vil en virksomhed altid have behov for at kommunikere information på forskellige måder. Men uanset, hvad du kommunikerer, bør du være konsekvent med både din storytelling og din tone of voice. Når du gør det, er det nemlig langt mere sandsynligt, at din målgruppe husker og genkender dit brand.
Formater til storytelling
Storytelling kan bruges i stort set alle formater, hvor der kommunikeres noget. Der er fx ikke noget til hinder for, at du formidler historien om din virksomhed som en tegneserie eller en video på din hjemmeside.
Din virksomheds overordnede storytelling består af alle de mindre fortællinger, du deler. Det gælder alt fra opslag på sociale medier til produktbeskrivelser, kundefortællinger og videoklip fra et festligt event i din virksomhed. Det vigtigste er, at du formidler en fortælling og ikke bare data eller flotte ord. Nedenfor, finder du en liste over en håndfuld storytellingformater, der kan bruges inden for marketing.
- Tekst
- Videoindhold
- Billedserier
- Fortællende infografik
- Tegneserier
- Podcasts
- Blogindlæg
- Webinars
- Opslag på sociale medier
- E-mailmarketing
Sammenfatning
Mennesker har brugt fortællinger til formidling af information i tusindvis af år. Gode fortællinger fanger vores opmærksomhed, skaber minder og former vores opfattelse af verden omkring os. De historier, du fortæller, hjælper dig med at tiltrække nye kunder, fastholde eksisterende kunder, øge salget og styrke dit brand. Derfor bør storytelling altid være en del af din marketingstrategi, uanset om du har en større virksomhed eller en lille webshop.
Opret din egen webshop
Start din e-handelsvirksomhed hurtigt og nemt, og sælg dine produkter eller tjenester online.
Kom godt i gang- Nem produkt- og salgsstyring
- Sikre betalingsmetoder
- Gå online med nogle få klik
- Gratis SSL-certifikat
- Mobilvenlig version
- 24/7 support