Massiv vækst for one.com under coronakrisen
Med en rekordhøj vækst på hele 53 procent på det danske marked og markant øget vækst på både det norske, belgiske og hollandske marked har one.com kunne følge de forretningsdrivende nordeuropæeres håndtering af coronakrisen på nært hold.
one.com, som har sit primære udviklingskontor i København og er en af de førende i Europa, når det gælder webhoteller og webløsninger, har oplevet en massiv tilvækst af nye kunder under coronakrisen. Selvom one.com er markedsførende på både det danske, norske, svenske, hollandske og belgiske marked, så er det i Danmark, man har oplevet den største vækst på hele 53 procent i april og maj sammenlignet med samme periode sidste år.
“I takt med at landene i Nordeuropa lukkede ned, oplevede vi hos one.com, at forretningsdrivende og restauranter var utrolig hurtige til at åbne op virtuelt, og det er den tendens, vi kan se, afspejler sig i vores vækst i denne periode. Kigger vi derimod på vores naboland Sverige, som er et af de lande, der har haft færrest restriktioner og fx har holdt åbent i fitnesscentre og på barer, så har vi her kun oplevet en vækst på 7 procent under coronakrisen, sammenlignet med samme periode sidste år”, siger Morten Grauballe, Produktdirektør hos one.com.
Netop restauranter og butikker er de typer virksomheder for hvem, det virkelig har givet mening at flytte forretningen over på en virtuel platform. I Danmark er de kunder med den højeste omsætning netop tøjbutikker, restauranter og indretningsbutikker samt andre mindre forretningsdrivende.
”Størsteparten af de nye danske kunder, som kom online på det danske marked i april og maj måned, er også dem, der har opnået den største omsætning. Denne tendens har særligt gjort sig gældende for tøj- og indretningsbutikker samt restauranter, der har kunne konvertere noget af deres forretning til salg af take away”, siger Morten Grauballe.
I lande som Belgien, Holland og Norge har one.com ligeledes oplevet en markant tilgang af nye kunder. I Belgien, der er et af de europæiske lande, som har været særlig hårdt ramt af coronaepidemien, har one.com registreret en vækst på mere end 40 procent i april og maj sammenlignet med samme periode sidste år. For henholdsvis Norge og Holland ligger væksten i begge lande på over 30 procent. I Belgien er den højest omsættende kunde i april og maj måned en planteskole, som blev kunde hos one.com den 18. marts i år.
Selvom baggrunden for væksten hos one.com er dyster, så håber virksomheden på at have hjulpet de mange nye kunder til at holde skindet på næsen både under coronakrisen og i tiden efter.
PR kontakt
Christina Vedel
Pencil PR
(+45) 31 31 91 06
Christina@pencilpr.dk