Skriv fængende tekster til din hjemmeside: guide med 9 tips
Gode hjemmesidetekster overbeviser og sælger – sådan skriver du dem
Hver gang du skriver en tekst til din hjemmeside eller webshop, har du en fremragende mulighed for at tiltrække nye besøgende, øge din konverteringsrate og skille dig ud blandt alle konkurrenterne. Hjemmesidetekster lander oftest ikke højt nok oppe på prioriteringslisten hos virksomheder, selvom de spiller en afgørende rolle for både kunderejse, marketing og dit brands personlighed.
Hvad enten du allerede har erfaring med tekstforfatning til hjemmesider eller er nybegynder, vil du i denne guide finde brugbare tips, der hjælper dig med at skrive overbevisende og sælgende tekster.
Hvad er tekstforfatning til hjemmesider?
Tekstforfatning til hjemmesider går ud på at skrive overbevisende skriftligt indhold til online platforme såsom hjemmesider og webshops. I modsætning til traditionelle trykte medier kræver tekstforfatning til hjemmesider en unik tilgang, fordi man først skal tiltrække besøgende til sin hjemmeside, derefter fastholde deres interesse og til sidst give dem lyst til at udføre en handling, såsom at købe et produkt.
Teksterne på en hjemmeside spiller desuden en afgørende rolle for hele kundeoplevelsen, fordi de har en indvirkning på alt fra kunderejse og brandtillid til kundefastholdelse og konverteringsrate. Storytelling og tone of voice i dine tekster er også med til at forme potentielle kunders opfattelse af dit brand. Derfor kan det godt betale sig at investere tid i tekstforfatning til en hjemmeside.
Eksempler på hjemmesidetekster
Der er oftest tekster på næsten alle dele af en hjemmeside. Er der tale om en hjemmeside, der tilhører en virksomhed, vil hovedformålet med teksterne typisk være at formidle information om virksomhedens produkter, tjenester og løsninger. Hjemmesideteksterne kan også danne fundament for et brands personlighed, og gøre det muligt at tilpasse markedsføringen til en specifik målgruppe. Nedenfor ser vi nærmere på hjemmesidetekster, der bruges på forskellige dele af en hjemmeside. Vi gennemgår også, hvad disse tekster bør indeholde.
Tekster til startsiden
Din hjemmesides startside fungerer som den virtuelle hoveddør til din virksomhed. Det er her mange besøgende får det første indtryk af dit brand. På startsiden bør du sørge for at have en god overskrift, der øjeblikkeligt fanger læserens opmærksomhed. Siden bør også inkludere korte tekster, der tydeligt kommunikerer formålet med hjemmesiden.
Uanset om du har en webshop eller en blog er teksterne, du skriver, til din startside vigtige, fordi de er med til at afgøre om dine besøgende får lyst til at udforske dit produktudvalg eller læse dine blogindlæg
Tekster til landingssider
En landingsside er en individuel side på et websted, der er designet til at gøre det attraktivt for brugere at udføre en specifik handling såsom at tilmelde sig et nyhedsbrev, købe et produkt eller booke et møde med en salgskonsulent. Har du fx en virksomhed, hvor du sælger abonnementer på måltidskasser, kan du skabe unikke landingssider til dine forskellige kasser, såsom en landingsside til din vegetariske måltidskasse, en til din måltidskasse med kødprodukter og en til din ostekasse.
Teksterne på dine landingssider skal kort og tydeligt fremhæve fordelene ved dine produkter. Hjemmesidetekster til landingssider skal også indeholde tydelige CTA’er, så dine kunder nemt kan gennemføre et køb.
Om os-tekster
På din om os-side har du en god mulighed for at fremhæve dit brands unikke personlighed og værdier. I dine om os-tekster bør du, blandt andet ved hjælp af storytelling, fortælle din virksomheds historie på en autentisk og relaterbar måde. Her kan du fx præsentere dig selv og dit team og fortælle, hvorfor du startede virksomheden. Stærke om os-tekster kan medvirke til, at besøgende får lettere ved at relatere til dit brand, fordi du viser dem, at der gemmer sig en masse personlighed bag logoet.
Hvis du vil vide mere om, hvordan man skriver overbevisende tekster til en om os-side, kan vi anbefale vores artikel Vind dine kunders tillid med en god om os-tekst.
Produktbeskrivelser
Gode produktbeskrivelser er mere end bare en liste over egenskaber. De skal naturligvis formidle information som materialesammensætning, oprindelsesland og ingredienser, men de skal også gøre det tydeligt for kunden, hvilke problemer produktet eller tjenesten løser. Selvfølgelig er det ikke alle produkter, der løser et problem. Det er fx svært at hævde, at chokolade løser et problem, men det er tilfredsstillende og gør de fleste glade.
Hvis du sælger et produkt, der ikke direkte løser et problem, på samme måde som en regnjakke eller en fiskestang gør, kan du fremhæve særlige smagsnuancer og skabe en stemning omkring produktet. På den måde, gør du det nemmere for kunden at forestille sig, hvor skønt det ville være at få fingre i produktet.
Information om forsendelse og returnering
Gennemsigtighed er yderst vigtigt, når det kommer til hjemmesidetekster om forsendelse og returnering. Disse tekster skal tydeligt kommunikere din webshops vilkår og betingelser. Ved at skrive fyldestgørende og tydelige forsendelses- og returneringspolitikker, kan du komme eventuelle problemer i forkøbet og spare tid. Så slipper du nemlig for at besvare en masse henvendelser fra kunder, der ikke helt forstår, hvordan de skal returnere en vare.
Kontaktoplysninger
Kontaktoplysninger må ikke mangle på din hjemmeside. Gør det nemt for dine kunder og besøgende at komme i kontakt med dig ved at sørge for, at dine vigtigste kontaktoplysninger såsom e-mailadresse, telefonnummer og links til dine sociale medie-kanaler er lette at finde. Hvis du vil gøre det endnu nemmere for både dig selv og dine besøgende, kan du oprette en kontaktformular på din hjemmeside. Lydhør og hjælpsom kundeservice gør en stor forskel for kundeoplevelsen og øger dine chancer for at lykkes med kundefastholdelse.
Ofte stillede spørgsmål
Vær et skridt foran dine kunder ved at besvare ofte stillede spørgsmål på din hjemmeside. Mange virksomheder har en egen sektion eller side dedikeret til ofte stillede spørgsmål. Det er der flere gode grunde til. Den vigtigste er, at du proaktivt sørger for, at dine kunder nemt kan finde svar på eventuelle spørgsmål om din virksomhed. Desuden kan en sektion med ofte stillede spørgsmål hjælpe dig med at opnå en bedre placering i søgemaskinerne. Det skyldes, at mange mennesker søger efter information om virksomheder på Google, i stedet for at lede efter den på virksomhedens hjemmeside.
Tekster om privatliv og GDPR
For at overholde persondataforordningen (GDPR) og vise dine brugere, at du beskytter deres personlige data, skal du altid inkludere tekst med tydelig information om din privatlivspolitik på din hjemmeside.
Beskriv, hvordan du indsamler, opbevarer og bruger personlige data for at overholde reglerne om databeskyttelse. Giv besøgende mulighed for at give samtykke til databehandling. Du skal også sørge for, at din hjemmeside er sikker og i overensstemmelse med lovgivningen om beskyttelse af personlige oplysninger. Her på Datatilsynets hjemmeside kan du læse mere om lovgivningen om databeskyttelse i Danmark.
Blogindlæg og artikler
Uanset, hvilken type hjemmeside du har, kan blogindlæg og artikler hjælpe dig med at etablere autoritet i et emne og drive organisk trafik til din hjemmeside. Hvordan hjemmesidetekster generelt bør indgå i din søgemaskineoptimering ser vi nærmere på i næste afsnit.
I dine blogindlæg kan du vise besøgende og kunder, at du har ekspertviden og samtidig give dem værdifuld og interessant information. Har du fx en webshop, hvor du sælger babyudstyr, kan du skrive artikler om de bedste barnevogne, tips til nybagte forældre eller en guide til valg af aktivitetstæpper.
SEO-tekster til hjemmesider
Du har mange konkurrenter online. Derfor er søgemaskineoptimering afgørende uanset, hvilken type hjemmeside du har. Har du en blog er dit mål at tiltrække læsere. Har du en webshop er dit mål at tiltrække kunder. SEO-tekster kan hjælpe dig med at blive mere synlig i søgemaskinerne.
At skrive SEO-tekster går ud på at bruge de bedste og mest relevante søgeord, men også på at skrive indhold, der er unikt og har værdi for læseren. Søgemaskineoptimering af tekst er også vigtig, når du navngiver produkter og kategorier i din webshop. Produktnavnet, du vælger, kan nemlig være afgørende for, hvor mange kunder, der finder frem til lige netop din webshop, når de søger efter produktet online. Det første, du skal gøre, når du skriver SEO-tekster, er derfor at lave søgeordsanalyse.
Søgeordsanalyse
Søgeordsanalyse er SEO-tekstens vigtigste byggesten. Kort fortalt går søgeordsanalyse ud på, at du, ved hjælp af SEO-værktøjer, finder frem til, hvilke søgeord flest mennesker bruger, når de søger efter et produkt eller et emne online. Du kan læse mere om søgeordsanalyse i vores artikel Hvad er søgeord. Hver gang du skriver en ny tekst til din hjemmeside, bør du starte med søgeordsanalyse. På den måde maksimerer du dine chancer for at tiltrække organisk trafik til din hjemmeside.
Byg en hjemmeside, du kan være stolt af
Opret en professionel hjemmeside med vores smarte, brugervenlige hjemmesideprogram.
Prøv det gratis i 14 dage- Vælg mellem 140+ skabeloner
- Ingen kodningsfærdigheder er påkrævet
- Gå online med nogle få klik
- Gratis SSL-certifikat
- Mobilvenlig version
- 24/7 support
Skriv gode tekster til din hjemmeside: 9 tips
Nu dykker vi direkte ned i ni skrivetips, du kan bruge, når du begynder at skrive tekster til din egen hjemmeside.
1. Kend din målgruppe
Før du går i gang med at skrive tekster til din hjemmeside, er det vigtigt, at du har en god forståelse af din målgruppe. Når du ved mere om målgruppens behov, vil du have langt nemmere ved at skrive hjemmesidetekster, der giver dem lyst til at interagere med dit brand. Ved hjælp af markedsundersøgelser, kan du få indsigt i din målgruppes behov og problemstillinger. Indsigten du får, kan du bruge i dine tekster. Ved du fx, at mange i din målgruppe er småbørnsforældre, kan du gøre brug af storytelling og skrive om situationer, hvor dine produkter, vil gøre hverdagen lettere for målgruppen.
2. Fremhæv konkrete fordele
Fremhæv konkrete og relaterbare fordele i dine tekster. Når du skriver om dine produkter og tjenester, kan det være fristende at bruge fraser som:
Denne støbejernspande er fantastisk og slet ikke til at undvære i køkkenet.
Det lyder jo sådan set meget godt, men det giver ikke din potentielle kunde brugbar information. Derfor vil du nemmere kunne opnå et salg, hvis du skriver:
Støbejern er et meget tæt metal, der modstår de fleste skader. Desuden holder det meget bedre på varmen end andre materialer, hvilket giver en jævnere opvarmning af både grøntsager og kød.
Er din stegepande bedre end konkurrentens? Beskriv, hvorfor den er det.
3. Undgå jargon
Hold dit sprog enkelt og let at forstå for at sikre, at dit budskab når et bredt publikum. Undgå branchejargon eller tekniske termer, der kan forvirre eller fremmedgøre besøgende. Det kan af og til være lettere sagt end gjort, særligt, når man har været i en branche i længere tid. Derfor kan det være en god idé at bede en ven eller et familiemedlem om at læse dine tekster. De vil nemlig hurtigere opdage, hvis du har brugt for meget jargon.
4. Formuler dig kortfattet og tydeligt
Hjemmesidetekster bør være korte, koncise og formidle information på en effektiv måde. Når du har skrevet en tekst, kan du næsten altid gøre den skarpere og kortere ved at finpudse den og fjerne overflødigt fyld, der ikke har værdi for læseren.
Inden for copywriting bruger man på engelsk ofte udtrykket ”kill your darlings”. Det er en hentydning til, at man af og til er nødt til at fjerne en del af en tekst, som man selv er ret glad for, for at tage hensyn til læseren.
5. Brug relevante søgeord på en naturlig måde
At skrive SEO-tekster går ikke længere ud på at proppe så mange søgeord som overhovedet muligt ind i en tekst. Algoritmerne hos Google og andre søgemaskiner tager nemlig højde for langt flere ting end blot søgeord. Søgeordene er stadig vigtige, men vigtigere er det, at teksten er unik og har værdi for læseren. De søgeord, du bruger i dine hjemmesidetekster, skal derfor indflettes i teksterne på en naturlig måde.
6. Skriv fængende overskrifter
Gode overskrifter er altid vigtige, men når man skriver tekster til hjemmesider, er de ekstra vigtige, fordi de har flere funktioner. Først og fremmest skal de naturligvis fange læserens opmærksomhed og formidle vigtig information, men de spiller også en afgørende rolle for søgemaskineoptimering. Årsagen er, at søgemaskiner som Google bruger overskrifterne i en tekst til at analysere sig frem til, hvad indholdet på siden kommunikerer. Inden for søgemaskineoptimering kaldes overskrifter og underoverskrifter ofte headings, hvor heading 1, også kaldet h1, er hovedoverskriften og h2, h3, h4 osv. er underoverskrifter. Sørg for, at dine overskrifter fortæller noget om indholdet i teksten og indeholder relevante søgeord.
7. Husk CTA’er
CTA’er er en vigtig del af tekstforfatning til hjemmesider. Det er disse korte tekster, der skal give dine besøgende lyst til at udføre en handling.
Har du en webshop, er målet med CTA’er typisk at få besøgende til at lægge produkter i indkøbskurven. Hvis vi i stedet antager, at du har en blog og et nyhedsbrev, vil skarpe og strategisk placerede CTA’er også kunne hjælpe dig med at få flere læsere til at klikke sig videre til dit indhold. Eksempler på CTA’er er Læg i kurv, Læs artiklen, Bestil nu, Tilmeld dig. Når CTA’er placers på en klikbar knap eller et flot banner, bliver det endnu mere fristende at klikke på dem.
8. Skriv læservenlige tekster, der kan skimmes
Sørg for, at dine hjemmesidetekster kan skimmes. Flere studier viser, at de fleste mennesker ikke har tålmodighed til at læse en væg af tekst for grave den vigtigste information frem. Derfor bør du altid have den skimmende læser i tankerne, når du skriver. Gør teksten nemmere at læse ved at dele den op med overskrifter og underoverskrifter, og gør flittigt brug af korte afsnit og punktlister. På den måde sikrer du, at dine vigtigste budskaber når frem til flere læsere.
9. Læs korrektur og bed om feedback
Det kan måske virke åbenlyst, at man skal læse korrektur på sine hjemmesidetekster, men når man har travlt, kan man nemt overse småfejl her og der. Alle skribenter laver fejl, også garvede tekstforfattere. Flere undersøgelser har vist, at stavefejl og grammatiske fejl kan have en negativ indvirkning på, hvilket indtryk potentielle kunder får at en virksomhed. Derfor bør du altid sætte tid af til at læse korrektur.
Som vi var inde på tidligere i artiklen, kan det også være en god idé at bede om feedback fra en ven eller kollega. Og så skal du selvfølgelig bare kaste dig over alle de smarte værktøjer, der gør korrekturlæsning lettere, såsom den indbyggede stave- og grammatikkontrol i Microsoft Word eller Google Docs.
Skriv hjemmesidetekster med AI
Det kan tage tid at skrive gode hjemmesidetekster. Heldigvis har du mange muligheder for at gøre skriveprocessen mere effektiv. AI-drevne skriveværktøjer er en god løsning, hvis du har brug for fængende og unikke hjemmesidetekster. Når du opretter din hjemmeside med Hjemmesideprogrammet fra one.com får du fuld adgang til vores AI-værktøjer.
Med AI-skriveassistenten fra one.com kan du på et øjeblik generere unikke hjemmesidetekster, der er skræddersyet til dit brand, din webshop, din forening, din restaurant eller hvilken som helst anden type hjemmeside.
Du kan naturligvis frit redigere teksterne så meget du ønsker. Det betyder, at du meget nemmere kan tage kampen op med irriterende skriveblokade og på ingen tid fylde din hjemmeside med fængende tekster, der matcher dit brand og styrker din online tilstedeværelse.
I vores artikel Vind dine kunders tillid med en god om om os-tekst kan du se 4 eksempler på tekster genereret af vores AI-skriveassistent.
Kom i gang med at skrive bedre hjemmesidetekster
Ord er virkningsfulde. Derfor er dine hjemmesidetekster afgørende for, hvordan dine besøgende vil opleve dit brand. Teksterne har også stor indflydelse på, om potentielle kunder vælger dine produkter fremfor konkurrentens.
Hvad enten du har en lille webshop, en forening eller arbejder som freelancer, vil bedre hjemmesidetekster gøre en forskel for dit brand og din synlighed online. Det er bare lidt mere interessent at besøge en hjemmeside, hvor teksterne formidler noget, man kan relatere til. Vi håber at denne guide har givet dig mod på at komme i gang med at skrive overbevisende tekster til din hjemmeside.
Byg en hjemmeside, du kan være stolt af
Opret en professionel hjemmeside med vores smarte, brugervenlige hjemmesideprogram.
Prøv det gratis i 14 dage- Vælg mellem 140+ skabeloner
- Ingen kodningsfærdigheder er påkrævet
- Gå online med nogle få klik
- Gratis SSL-certifikat
- Mobilvenlig version
- 24/7 support